Hobitten: Dragen Smaugs ødemark| Som en ægte “Ringenes Herre”-fan var jeg også en stor fan af “Hobitten”, der udkom sidste år. Jeg glæder mig derfor ligeledes til fortsættelsen, hvor de rejsende (Bilbo, Gandalf og de 13 dværge) møder adskillelige udfordringer, ikke mindst (som titlen angiver) den grusomme drage Smaug. Denne vil sætte, ikke blot deres mod, men også deres venskab på prøve. Filmen er instrueret af Peter Jackson, og jeg glæææder mig til at se filmens special effects og om 3D-effekten spiller. Og til at se den søde Orlando Bloom som Legolas igen.

Premiere: d. 11/12/13 (What, syg dato?!)

Den hundredårige| Jeg læste bogen bag filmen sidste år, og var fuldstændig vild med den. Den minder en smule om “Forrest Gump”, idet hovedpersonen Allan Karlsson gennem sit liv har oplevet de mest utrolige ting, og mødt de største mennesker af århundredet. Filmen starter med at Karlsson stikker af fra plejehjemmet på sin 100-års fødselsdag, og herefter følger man de eventyr, der udfolder sig foran ham, samtidig med at man bliver taget med tilbage til hans fortid i små flsah-back-historier. En feel-good-komedie, og bedømt ud fra traileren, med en dejlig tør humor.

Premiere: d. 25/12/13

The Secret Life of Walter Mitty| Ben Stiller instruerer og spiller titelrollen (Walter Mitty) i den fantasifulde og dagdrømmende film. Den handler om at komme ud af drømmeverdenen og udleve de drømme. Han spiller overfor den evigt charmerende og hysterisk morsomme Kristin Wiig (Cheryl Melhoff), og forhåbentligt er kemien imellem dem god. En ægte romantisk komedie, men med et twist af fantastisk natur og vilde eksplosioner, som jeg håber på vil bringe filmen en ekstra kant, og skille den ud fra resten. Jeg tror i hvert fald på, at jeg bliver fan.

Premiere: d. 25/12/13

Som jeg indrømmede tidligere, har jeg aldrig været til CPH:DOX før og jeg har derfor i år prøvet at få tid til at se en masse gode dokumentarer. Og det gjorde jeg! Jeg har i den sidste uge været i biografen 3 gange, alle tre gange var det dox, og det har været 3 meget forskellige oplevelser.

Belleville Baby| En smuk og simpel film, hvor man bliver inddraget i en gammel kærlighedshistorie. Denne fortælles af hovedrollen og filmskaberen, Mia Engberg, i et opkald fra den tabte kæreste. Han har været i fængsel i mange år, og vil høre hvordan Mia husker det, og at det ikke bare var en fantasi. Telefonsamtalen spiller over hverdagsbilleder fra hhv. fortiden og nutiden i Mias liv. På denne simple måde føres man gennem en rebelsk ungdom, og en brændende kærlighed mellem to unge, præget af fest, stoffer og kriminalitet. De simple billeder og den rå telefonsamtale går op i en smuk symfoni. Jeg var dybt rørt af filmen, og vil klart anbefale andre at se den. Specielt da Mia fortæller om sine egne projekter på filmskolen, og farmorens historie trækkes med ind over. Meget fint aspekt, men det vil jeg lade jer selv opleve.

We Steal Secrets: The Story of Wikileaks| En stor produktion, Universal Studios producerer blandt andet, og en rigtig flot dokumentar. Filmen omhandler historien om Julian Assange, Wikileaks og disses konsekvenser. Den er kronologisk bygget op og bliver fortalt af alle forskellige parter, dels for- og modstandmænd. Derfor sidder man i sidste ende med en følelse af, at det er den rigtige historie man bliver fortalt, og at man er blevet klogere på sandheden. Derudover er den super flot produceret og special-effects’ne er super smukke, for en nørdet type som mig selv. Jeg var meget revet med af fortællingen, og vil klart anbefale andre, der gerne vil vide mere om historien, at se filmen. Det vil i ikke fortryde. Som en sidebemærkning, til dem der ikke har set det, er der også i øjeblikket en spillefilm på gaden (“The Fifth Estate”), der skildrer Assanges liv. Jeg har ikke set spillefilmen, men så Filmselskabet i sidste uge, og der anbefaledes dokumentaren klart over spillefilmen.

Fuck For Forest| I går aftes var jeg inde og se den mest interessante film, jeg længe har set! Fuck For Forest (FFF) er en velgørenhedsorganisation, bestående af meget spændende og anderledes mennesker, hvilket flere gange virkede helt komisk på mig. Dette skal ikke forstås, som at jeg føler mig bedre end dem, men tankegangen hos denne her gruppe er så anderledes end min egen, og det resulterede i, at jeg fandt dokumentaren hysterisk morsom sommetider. Filmisk var den lidt rodet bygget op, og det var svært at holde styr på hvem, der er hvem. Den var lidt lang i midten, hvor den kørte lidt i ring i nøgenhed, musik og elskov. Dog var både start og slut gode (og sjove). Slutningen er lidt antiklimatisk, hvilket var endnu et sjovt element, men endnu engang blev jeg i tvivl om dette var meningen. Så enten har jeg FULDSTÆNDIG misforstået filmen, ellers så er det okay og grine. Hvis det sidste er tilfældet, så synes jeg egentlig, at den er værd at se, om ikke andet, så for at opleve en sjov og anderledes film, der ikke lægger fingrene imellem og som skubber grænserne.

Derudover har jeg noteret mig, et par film mere, der skrives på min to-see-list. Heriblandt ligger “Generation Iron” og “No Fire Zone”. Har I set nogle gode Dox, som I kan anbefale?

Okay, så det tog mig lidt tid, men som en overspringshandling midt i kreeringen af mit bachelorforsvar, fik jeg endelig taget hul på serien. Og nu kan jeg så ikke stoppe. Typisk!

Til de andre, der heller ikke har fået set den kan jeg fortælle, at serien handler om Piper Chapman (Taylor Shilling), der pga. uvidenhed i sine unge dage (med dertilhørende medvirken til smugling) bliver idømt et års fængsel. Chapman er efterfølgende blevet forlovet (med Jason Biggs, i know, right?!?)  og lever et stille liv med venner, forlovede og familie. Derfor er det noget af en omstilling, da hun pludselig skal tilpasse sig til at være nederst i hierarkiet og leve i fællesskab med hårde nødder og mærkelige (!) typer. Hun bliver desuden indsat sammen med sin ekskæreste, så der er jo lagt i ovnen til intriger og dilemmaer.

Serien har mange karikerede figurer, og til tider kan det godt blive liiige lovlig meget fx de seksualiserende betjente og hårde betonlesbiske. Men dette opvejes heldigvis af baggrundshistorierne af de forskellige indsatte, således at de karikerede typer får flere dimensioner, og man kan forstå hvorledes de er havnet i deres nuværende situation.

Derudover er mit nye crush fundet i form af den unge, søde fængselsbetjent John Bennett (spillet af den kære Mat McGory), der udgør den ene halvdel af sød flirt i et forbudt miljø. Uhh, han er altså sød, men jeg har bange anelser om at det ikke bliver en sukkersød fortælling. Oh well, better get back to working (host – watching – host).

Follow my blog with Bloglovin

Forleden, da jeg var hjemme på weekend hos mine forældre, læste jeg i Politiken en meget rørende artikel, omhandlende baggrunden Nils Malmros’ kommende film “Sorg og Glæde”. Filmen er nemlig baseret på den tragiske hændelse, der skete en februarsdag i Malmros’ eget liv. Da hans kone, Signe, i en psykose har dræbt deres 9 måneder gamle datter, Maria. Smerten er ubærlig, men Nils kæmper for at beskytte Signe mod et uforstående retssystem. Dette fordi Nils føler skyld for den situation, som Signe er havnet i.

Signe, nu 63 år gammel, har opfordret Nils til at lave filmen, som hun mener, viser at han er blevet voksen, eftersom mange af hans film har centreret sig omkring folkeskole- og gymnasietid. Hun havde kun ét krav til filmen, og det var at Helle Fagralid skulle portrættere hende, hvilket Malmros’ i Politiken udtrykker fuld tilfredshed med. Jacob Cedergren portrætterer Nils og gør det eftersigende i topklasse. Desuden findes Nicolas Bro, Søren Pilmark, Ida Dwinger, ofl. på rollelisten. Alt i alt en forfærdeligt sørgelig film, som jeg glæder mig enormt til at se!

Som en lille indskydelse kan man pt vinde billetter til den givne film ovre hos “Girls on filmm”. Det kan jeg desværre ikke tilbyde, men har selv været ovre forbi og håber at vinde et par billetter.

Wow! Så blev tæppet trukket væk under mig, alle sanser blev sat på prøvelse og jeg har tilbage-tænkt alle de dårlige tanker jeg havde om “Gravity”. Jeg tror aldrig, jeg har været så galt på den ift. en film før! Jeg så nemlig i går aftes en film, der fik hver en fiber i min krop til at sitre – bogstaveligt talt. Tak til mor og far for at invitere. Alt spillede. 3D-effekterne (som jeg ellers har et meget, meget dårligt forhold til), musikken (alt fra store arrangementer, til helt stille strygere og til countrymusik) og skuespilspræstationerne var i top. Kontrasten mellem det bomstille ydre rum og de hæsblæsende actionsscener er utrolig, samtidig med at fortællingen som Sandra Bullocks karakters (Dr. Ryan Stone) river en med på det følelsesmæssige plan. Arhmen altså!

Jeg havde lyst til at finde fejl ved filmen (for ærligt talt, at give højeste karakter til den første film, jeg anmelder, virker bare jævnt ukritisk), og én eller to gange var filmen liiidt kliché, men det er simpelthen ikke nok til at trække så smuk en film ned. Og med det kalder jeg en spade for en spade, og et mesterværk for et mesterværk, og giver “Gravity” 6 gyldne popcorn. Se den, se den, se den!

Gravity (af Alfonso Cuarón, 2013) får