Tågehovederne Jonah Hill og Michael Cera som hovedroller i “Superbad”

Jeg æ-æ-ælsker “Superbad” fra 2007, og må blankt indrømme, at jeg så Jonah Hill som en one-trick-pony. Jovist er han helt sublim i rollen som en sex-søgende, snævert begavet  teenager, men det troede jer, var alt hvad han havde. Det har han dog de seneste år modbevist.

Først tog han et lille skridt i den rigtige retning i filmen “Get Him to the Greek” sammen med Russel Brand. Selvfølgelig af det meste af filmen ganske useriøs, og Hill spiller beruset i mange scener. Men alligevel spiller han de seriøse dele af filmen godt, og han er meget vigtigt element i en ellers helt sindssyg (sjov) film.

Dejligt sammenspil med Elizabeth Moss i “Get Him to the Greek”

Så kom filmen, der for alvor ændrede min holdning til Mr. Hill (fancy talk, i know): “Moneyball”. Her spiller han sammen med den labre Brad Pitt, og trods mine frygter, faldt han ikke igennem. Nej, han spillede rollen som ung, banebrydende nørd SÅ godt, at han blev nomineret til en oscar. Fuldt fortjent.

Søde Jonah Hill som Peter Brand i “Moneyball”

Derefter spillede han overfor Channing Tatum i “21 Jump Street”, hvor han efter min mening spillede Tatum helt ud af arenaen. Måske fordi genren igen var komedie, men under alle omstændigheder bidrog Jonah med det bedste skuespil af alle i den film.

Og snart bryder han igennem igen. Til januar kommer filmen “The Wolf of Wall Street” ud, hvor Hill  bla. spiller ved siden af Leonardo Dicaprio og Matthew McConaughey. Filmen er baseret på en sand historie, der handler om en forretningsmands rejse fra børsmægler til indblanding med mafiaen. Traileren (se den her) ser helt vanvittig ud, og jeg glæder mig helt enormt, til at blive revet med at flotte billeder og luksuriøs livsstil. Forhåbentligt skuffer Jonah Hill heller ikke i denne film og arbejder videre på at blive en flere-dimensionel skuespiller, så han på et tidspunkt spiller hovedrollen og ikke kun den fantastiske birolle.

Jonah Hill og Leonardo Dicaprio i “The Wolf of Wall Street”

Jeg husker tydeligt mit første møde med Joseph Gordon-Levitt i “Ten Things I Hate About You”, men må ærligt indrømme at den gang tænkte jeg mere på Heath Ledgers blændende smil og præstation, og bed kun ganske lidt mærke i den søde, nørdede Levitt. Måske jeg endda tænkte, at han var en man ikke ville se synderligt meget mere til. Men der tog jeg da så grueligt fejl (men come on, jeg var egentlig også kun 9 år, så nok ikke filmekspert).

Mit næste møde blev i tv-serien “Mælkevejen 1. th”, hvor han spillede Tommy Solomon. Jeg så ikke serien fra ende til anden, men sådan lidt sporadisk – hvad der lige var på Zulu eller hvor den blev sendt. Her tænkte jeg for alvor, at det nok var slut med at se mere til ham. For syntes egentlig serien var ret skidt. Oh well, wrong again – luckily!

Så gik der igen et par år, før jeg så ham, men så var det også med alt ære i behold. For i filmen “500 Days of Summer” spillede han sig (sammen med mit longstanding girl crush Zooey Deschanel) fluks ind i mit hjerte. Og der har han kun vokset sig mere fast. Deres sammenspil i filmen er helt genial, og selvom man fra starten får fortalt at de (SPOILER ALERT) ikke ender sammen, så når man hele følelsesregistret igennem. Hot damn, en dejlig film. Specielt sangscenen mit i det hele – opsummerer virkelig følelsen af upåklagelig lykke til perfektion.

Her de sidste par år er der virkelig løbet mange film over lærredet med den skønne herre. Først kom klassefilmen “Inception”, hvor det enkle, lille kys med Ellen Page fik mit pigehjerte til at hoppe. Derefter komedien med et twist “50/50” med Seth Rogen, hvor Levitt spiller en ung fyr, der rammes af kræft, og hvor oddsne selvfølgelig er 50/50 for helbredelse. Filmen belyser situationen på en rigtig god måde, og balancen mellem komik og alvor er ramt spot on efter min mening. Som en kæmpe Batman-fan er jeg selvfølgelig rimelig op og køre over at Levitt er den nye Robin (ja ja ja, måske ikke det fedeste rygte han har, men Levitt skal nok gøre kål på det). Og resten af hans præstation i “The Dark Knight Rises” er helt magnifique. Men samtidig: det er heller ikke skide svært at holde med ham, når han spiller det bedste menneske i HELE filmen.

Så skete det uundgåelige til gengæld igen. “Looper” udkom og jeg gik gladeligt i biffen og så den, kun for at blive fælt skuffet. Øv, den var dårlig syntes jeg. Jeg har ellers ikke noget imod tidsrejse, men syntes godt nok at denne her var lavet skidt, og meget søgt. Desværre.

Derfor glæder jeg mig nu som et lille barn til at se “Don Jon”, der udkommer i dag (trist at jeg ikke skal se den idag desværre). Filmen er skrevet og instrueret af Levitt, som derudover også han hovedrollen, som nutidens Don Juan. Jeg glæder mig virkelig til at hvorledes karikeringen af stereotyperne af playeren, familien og fløderomantikeren (spillet af Scarlett Johansson) virker. Under alle omstændigheder kan jeg sidde og kigge på Levitt i 1,5 times tid. Og enhver dag MED ham er bedre end UDEN.